Mycoplasma lungebetændelse (kold lungebetændelse)
Af: Peter Lange, speciallæge
Sidst fagligt opdateret: 01.11.2012
Fakta
- Mycoplasma er en lille bakterie, som adskiller sig fra de almindelige bakterier ved at mangle en cellevæg
- Mycoplasma pneumoniae-bakterien er den hyppigste årsag til den type lungebetændelse, man nogle gange kalder atypisk eller kold lungebetændelse
- Symptomerne på Mycoplasma lungebetændelse er kraftig tør hoste, hovedpine, ondt i halsen og let feber
- Kold lungebetændelse giver altid feber
- Det tager 2-3 uger, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud
- Mycoplasma lungebetændelse er ofte langtrukken, og et forløb på 3-4 uger er ofte meget almindeligt
- Almindelig penicillin hjælper ikke mod sygdommen
Hvad er Mycoplasma lungebetændelse?
Lungebetændelse forårsaget af bakterien Mycoplasma pneumoniae giver lidt andre symptomer og kræver også en anden behandling end "almindelig" lungebetændelse. Mycoplasma er en lille bakterie, som adskiller sig fra de almindelige bakterier ved, at den ikke har nogen cellevæg. Den er ikke specielt farlig, men almindelig penicillin hjælper dårligt mod sygdommen. Mycoplasma pneumoniae er den hyppigste årsag til et sygdomsbillede, som man kalder atypisk lungebetændelse.
Hvor hyppig er Mycoplasma lungebetændelse?
Mycoplasma lungebetændelse er ret hyppig. Det udgør omkring en fjerdedel af alle lungebetændelser, og ca. hver fjerde år kommer der epidemier med mange tilfælde på en gang. Mycoplasma lungebetændelse kan forekomme i alle aldersgrupper, men ses hyppigst hos børn og unge voksne i alderen 5-40 år. Men nyere undersøgelser har vist, at denne bakterie også kan give lungebetændelse hos ældre. Sygdommen forekommer oftest om efteråret.
Hvorfor får man Mycoplasma lungebetændelse?
Sygdommen forårsages af bakterien Mycoplasma pneumoniae og kan smitte i miljøer, hvor folk er tæt på hinanden - som skoleklasser og familier. Det tager 2-3 uger, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud. Man regner dog med, at kun ca. 5 % af dem, som er bærere af M pneumoniae, udvikler lungebetændelse.
Hvad er symptomerne på Mycoplasma lungebetændelse?
Et af de mest almindelige symptomer på Mycoplasma lungebetændelse er kraftig tør hoste (hosteanfald uden opspyt fra lungerne). Sygdommen adskiller sig også fra almindelig lungebetændelse ved, at den udvikler sig noget langsommere og har et mere langtrukket forløb. Den medfører ofte hovedpine, ondt i halsen og let feber. Man kan samtidig få symptomer fra ørerne og udslæt, mens snue er mindre almindelig. Selvom den populært kaldes kold ungebetændelse, vil der altid være feber.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Ved høj feber og påvirket almentilstand bør du søge læge, da det kan skyldes andre mere farlige sygdomme end Mycoplasma lungebetændelse.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil lytte på dine lunger med et stetoskop. Lægen kan også tage et skrab fra slimhinden i halsen og sende det til undersøgelse for Mycoplasma DNA. Blodprøver (antistofprøver) kan styrke mistanken om diagnosen, men ofte er det langtrukken sygdom (hoste) med manglende effekt af penicillin, som giver mistanken om Mycoplasma lungebetændelse. Det kan være nødvendigt at lave en røntgenundersøgelse af lungerne for at komme diagnosen nærmere.
Hvilken behandling er der?
I modsætning til almindelig lungebetændelse virker penicillin ikke på Mycoplasma lungebetændelse. Normalt benytter man andre antibiotika som clarithromycin eller roxithromycin, som kan dræbe bakterien. En 7 dages antibiotikakur er standardbehandling. De allerfleste bliver også raske uden behandling, men sygdomsforløbet vil da kunne blive mere langvarigt.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Selvom man får rigtigt antibiotikum, er sygdommen ofte langtrukken. Et forløb på 3-4 uger er meget almindeligt. Mycoplasma lungebetændelse er i de fleste tilfælde mindre alvorlig end den klassiske lungebetændelse, som skyldes bakteriearten pneumokokker. Dette skyldes både, at Mycoplasma giver et mildere forløb med lavere feber, og at det oftere er den mest modstandsdygtige del af befolkningen, som bliver ramt (unge voksne). Men der kan forekomme komplikationer, som forsinker helbredelsen.
Under sygdomsforløbet skal du undgå hård træning, men har du overskud til det, vil let fysisk aktivitet have positiv virkning. Som ved andre infektioner er det vigtigt at drikke rigeligt og få nok at spise, da kroppen kræver lidt ekstra energi for at bekæmpe infektionen.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre Mycoplasma lungebetændelse?
Det er svært at forebygge Mycoplasma lungebetændelse. Men hvis du har fået sygdommen, er det vigtigt, at du gennemfører antibiotikakuren. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at andre i din familie kan blive syge, da Mycoplasma lungebetændelse kan smitte.
Vil du vide mere?
- Røntgenundersøgelse af lungerne
- Mycoplasma pneumoni - for sundhedsfaglige
Kilder
Fagmedarbejdere
- Peter Lange, ledende overlæge, dr.med., Hjerte-lungemedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital
- Bjarne V. Lühr Hansen, ph.d., lektor, alm. prakt. læge, Syddansk Universitet, Odense