Artrieflimren/hjerte-forkammer-flimren
Hvad er atrieflimren?
Forkammerflimren (atrieflimren) er en rytmeforstyrrelse i hjertets elektriske system og en af de mest almindelige hjertesygdomme. Der bliver indlagt 13.000 personer med atrieflimren om året på de danske sygehuse, men man anslår, at mange flere danskere oplever denne rytmeforstyrrelse lejlighedsvis eller permanent.
Sygdommen, som flere og flere lider af, rammer oftest personer over 50 år. Når man har et anfald af atrieflimren er den normale impulsgiver i hjertets forkammer – sinusknuden, der sikrer en ensartet sammentrækning af forkamrene – sat ud af funktion. I stedet opstår der hurtige, uregelmæssige og skiftende sammentrækningsbølger i forkamrene. Men takket være et såkaldt ’overledningssystem’ mellem forkammer og hovedkammer bliver en ekstrem hyppig aktivering af hjertets kamre heldigvis forhindret, selvom hjertet dog oftest vil slå hurtigt og altid uregelmæssigt. Af samme årsag oplever personer med atrieflimren en uregelmæssig og til tider hurtig puls.
Hvordan får man atrieflimren?
Hos flertallet af personer med atrieflimren stammer den meget hurtige impulsaktivitet i forkamrene fra muskelfibre i de blodårer (lungevener), som fører iltet blod fra lungerne ind i venstre forkammer. Der ser ud til at være mange bidragende årsager til at atrieflimren opstår. Personer med forhøjet blodtryk, sukkersyge, hjertemuskelsygdom (for eksempel tidligere blodprop i hjertet) eller hjerteklapsygdom har øget tendens til atrieflimren, det samme har personer med forhøjet stofskifte.
Hvordan føles atrieflimren?
Umiddelbart skulle man tro, at en sådan rytmeforstyrrelse altid vil være generende, men mange personer oplever få eller ingen symptomer. Det hyppigste symptom er fornemmelse af den hurtige og uregelmæssige hjertebanken, men man kan også føle sig træt, få en dårligere kondition og opleve åndenød eller ubehag i brystet.
Den flimrende bevægelse i forkamrene kan desuden øge risikoen for, at der bliver dannet større eller mindre blodpropper i netop i forkamrene, som under uheldige omstændigheder kan løsrive sig og blive ført ud i blodkarsystemet, hvor de for eksempel kan give anledning til blodpropper i hjernens kar eller blodkarrene i arme eller ben. Denne risiko varierer med alder, typen af ledsagende hjertesygdom (for eksempel forhøjet blodtryk eller kunstig hjerteklap) og en række andre forhold – eksepelvis diabetes og tidligere slagtilfælde.
Hvad kan man selv gøre?
Der er fortsat stor usikkerhed omkring årsagerne til, at den enkelte person får atrieflimren. Arvelige forhold, som man ikke kan påvirke, kan gøre sig gældende.
Man ved dog, at forhøjet blodtryk, diabetes og hjertesygdom som følge afåreforkalkning i hjertets kransårer medfører en øget risiko for atrieflimren, og derfor vil en sund livsstil muligvis kunne mindske risikoen. Det indebærer motion og sund kost og kontrol af blodtrykket.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Det er ofte den uregelmæssige puls, som får lægen til at tage etelektrokardiogram (EKG). Lægen kan af EKG’en se, om der er tale om atrieflimren.
En række andre undersøgelser kan også være relevante, men det afhænger af de omstændigheder, hvorunder atrieflimren er konstateret. Undersøgelserne indbefatter ultralydsundersøgelse af hjertet (ekko-kardiografi), rutineblodprøver med blodprocent, nyrefunktion og indholdet af salte i blodet, røntgenbillede af lungerne, arbejdstest, båndoptager-EKG samt kontrol af stofskiftet (blodprøve).
Hvordan behandler man atrieflimren?
Ved den medicinske behandling anvender man dels lægemidler mod rytmeforstyrrelsen, dels lægemidler som skal forhindre blodpropsdannelse.
Nogle lægemidler anvender man på grund af deres dæmpende effekt på pulsen ved at påvirke overledningsevnen i ledningssystemet mellem forkammer og hovedkammer: Det drejer sig om beta-blokkere, Digoxin og kalciumantagonister. Andre lægemidler anvender man på grund af deres evne til at kunne forhindre, at atrieflimren opstår. Det drejer sig om beta-blokkere (også nævnt ovenfor), samt Sotacor (sotalol), Tambocor (flekainid), Rytmonorm (propafenon) og Cordarone (amiodaron).
Lægemidler som mindsker risikoen for blodpropsdannelse
Disse omfatter acetylsalicylsyre (hjertemagnyl) og egentlig blodfortyndende behandling i form af for eksempel Marevan/Marcoumar og dabigatranetexilat (Pradaxa).
Elektriske stød
Atrieflimren bliver af og til behandlet med et såkaldt DC-stød, det vil sige et elektrisk stød, som gives under en kortvarig fuld bedøvelse. Behandlingen er generelt meget effektiv til at bryde det enkelte anfald og normalisere rytmen. Problemet er blot, at der ikke er nogen garanti for, at den normale rytme fortsætter.
Overbrændingsbehandling
Som et alternativ til medicinsk behandling af hjerterytmeforstyrrelsen har man de senere år kunnet udføre såkaldt overbrændingsbehandling (kateterablation). Ved behandlingen føres fra venerne i lysken særlige hjertekatetre, som kan registrere hjertes elektriske signaler ind i hjertets rum. Ét af katetrene bruges til at afgive varmeenergi, som medfører en meget lokal skade, og dermed elektrisk isolerer muskelfibrene i de fire lungevener fra den øvrige del af forkammermuskulaturen. Dette kaldes lunge-veneisolation. Der er tale om omfattende ”brændinger” i lungeveneområderne i venstre forkammer.
Behandlingen tager nogle timer og foregår i lokal bedøvelse. Som tommelfingerregel har behandlingen effekt hos cirka 75 procent af patienterne efter 1-2 behandlingsforsøg. Der er bedst effekt ved behandling af personer med anfaldsvis atrieflimren og dårligere resultater, når det drejer sig om permanent atrieflimren, hvor rytmeforstyrrelsen er tilstede hele tiden. Behandlingen tilbydes personer med betydelige gener af atrieflimren, og som har prøvet lægemidler uden effekt eller har oplevet bivirkninger. Der er en risiko for komplikationer, som kan være alvorlige, og indtræffer i 1-2 procent af behandlingerne. Det drejer sig bl.a. om risiko for perforation af hjertemusklen med indtrængen af blod i hjertesækken; risiko for dannelse af blodpropper i venstre forkammer, som kan løsnes og sendes ud i blodkarsystemet samt en lille risiko for forsnævring af lungevenerne.
Læs mere om behandling af atrieflimren her
Udsigt for fremtiden
Atrieflimren er oftest tilbagevendende, når det først er konstateret. For en del personer, er rytmeforstyrrelsen noget lejlighedsvist forekommende, med enkelte anfald per måned eller år, men for andre kan anfaldene tage til i længde og hyppighed, for til sidst at blive en permanent rytmeforstyrrelse. Det kan være til stor gene for de pågældende personer, men mange har kun beskedne gener af rytmeforstyrrelsen. Et fåtal kan blive ramt af slagtilfælde grundet den øgede tendens til blodpropsdannelse i forkamrene.